Den proksimale humerusfraktur er en af de frakturtyper, hvis behandling frembyder flest tekniske vanskeligheder og giver de ringeste kliniske resultater. Hvor korrekt behandlingen af komplicerede skaftbrug på underekstremitens knogler ofte kan give udmærket klinisk resultat, kan proksimale humerusfrakturer med selv mindre dislokation medføre væsentlige funktionelle begrænsninger for patienten. Baggrunden for de mange komplikationer, der er knyttet til behandlingen af den proksimale humerusfraktur skal findes i det komplicerede samspil mellem skulderleddets anatomi og overekstremitetens sammensatte funktionelle natur; i intet andet led i menneskekroppen er en så stor bevægefrihed forbundet med så stort krav til kraft og stabilitet som i skulderledet. Det forhold, at overarmsknoglen normalt påvirkes af træk og ikke kompression, er også af afgørende betydning for opheling af knoglebrud. Endelig er genoptræningen efter en proksimal humerusfraktur en balance mellem to stærke modsatrettede kræfter: nødvendigheden for immobilisering af skulderledet af hensyn til knoglehelingen og behovet for mobilisering for at modvirke den hurtigt indsættende, og i nogen grad irreversible, skrumpning af skulderleddets kapsel, der finder sted ved immobiliseringen.
For patienter der tilhører den erhvervsaktive del af befolkningen, kan et skulderled med nedsat funktionsevne have vidtrækkende konsekvenser for patientens arbejdsevne og livsførelse, idet et smertende skulderled med nedsat bevægelighed for mange patienter vedkommende vil betyde, at de ikke kan varetage deres arbejde eller dyrke ønskede fritidsaktiviteter.
I takt med den stigende levealder i befolkningen bliver problematikken omkring operation af patienter med osteoporose stadigt mere påtrængende, samtidigt er der selv hos ældre patienter et stadigt stigende krav om at genvinde det præmorbide funktionsniveau. Behandling af den proksimale
Links:
[1] http://osval.dk/sites/default/files/opgaver/H_F_JuhlOSVALII.pdf
