Hypertont saltvand til behandling af forhøjet intrakranielt tryk efter traumatisk hjerneskade

Forfatter: 
Rune Sort

Formålet med dette litteraturstudie er at give en oversigt over rationalet bag anvendelsen af hypertont saltvand til behandling af forhøjet intrakranielt tryk efter traumatisk hjerneskade.

Ved traumatisk hjerneskade (TBI) forstås en beskadigelse af hjernen forårsaget af et mekanisk traume. TBI er relativt hyppigt forekommende (1.693 tilfælde i Danmark i 2002) og er en af de hyppigste årsager til død og invaliditet blandt yngre mennesker. Svær TBI medfører ofte forhøjet intrakranielt tryk (ICP), en livstruende og akut behandlingskrævende tilstand. Forhøjet ICP medfører sekundær hjerneskade, og ukontrolleret stigning i ICP er den hyppigste dødsårsag blandt hjerneskadede.

Fordelene ved optimal behandling af forhøjet ICP er derfor åbenlyse både for den enkelte patient og fra en samfundsøkonomisk synsvinkel En hjørnesten i behandlingen af forhøjet ICP efter TBI er osmoterapi. Rationalet bag osmoterapi er, at et osmotisk aktivt stof benyttes til at trække væske fra det ødematøse hjernevæv ind i blodbanen, hvorved ICP falder. Traditionelt benyttes mannitol. Denne behandling er dog ikke optimal, og andre osmotiske substanser har været undersøgt. De senere år er hypertont saltvand (eller hypertont natrium) (HTS) kommet i fokus.

Studier tyder på, at HTS er et effektivt middel til at sænke ICP efter TBI, også i tilfælde hvor mannitol og anden supplerende behandling har vist sig uden effekt. Desuden er bivirkningsprofilerne for HTS og mannitol forskellige. Der er endnu kun begrænset klinisk evidens på området, og den optimale administrationsform og dosis af HTS er ikke fastslået. Langtidseffekten og potentielle bivirkninger er heller ikke grundigt belyst. På den baggrund er HTS omtalt, men ikke rekommanderet i de nyeste TBI guidelines (2007) fra Brain Trauma Foundation.7 De lovende resultater gør dog, at HTS behandling vinder stadig større indpas i klinikken og i den nye TBI behandlings-algoritme (2008) fra Dansk NeuroTraume Udvalg indgår HTS som et muligt alternativ til mannitol. HTS har allerede i 2003 fået plads i de pædiatriske guidelines fra Paediatr. Crit. Care Med.

Den kliniske udbredelse trods begrænset evidens gør denne oversigt relevant. Opgaven vil kort beskrive de normalfysiologiske forhold i hjernen, de patofysiologiske forandringer ved TBI og øget ICP samt nutidens behandlingsregimer. Rationalet bag effekten af HTS-behandling gennemgås, og der gives en oversigt over relevant klinisk evidens for HTS-behandling. Endelig vil HTS blive sammenlignet med mannitol-behandling.

Opgave-fil: 

Upload din opgave her!!